
07 sep Isenbjerg og Gludsted Plantage
Lørdag morgen og klokken er lidt i 7. Jeg venter på smeden inden tur går til Gludsted plantage med min nye unghest. Det er første langtur for min unghest Landi. Og det er først gang jeg skal have ham i trailerne alene.
Toppur og skovturene kender jeg heldigvis rigtig godt, og var helt tryg ved hvad der ventede mig. Da smeden var færdig og trailerne var pakket skulle Landi i trailerne. Og som den skønne unghest han er, gik han lige ind. Vi satte kursus mod Brabrand hvor vi skulle samle Tine og Solfari op, og derefter videre til Gludsted plantage.

Vejret var Ok. Ikke for varmt og med en forventning om, der nok ville komme en byge eller to. En lille times tid senere lander vi i Gludsted plantage og bliver modtaget at den altid glade Pia Dora. Vi bliver guidet på plads med bil og trailer. Der bliver budt velkommen i bedste Corona-stil og vi får alle sadlet op og gjort klar til afgang. Vi var en lille flok på 10 hvilket faktisk var rigtig rart. Pia Dora giver formaninger og vi sætter afsted.
Gludsted Plantage er en statsskov, der ligger på grænsen mellem Silkeborg Kommune og Ikast-Brande Kommune lidt nord for Gludsted. Storå har sit udspring i plantagens nordvestlige hjørne. Mod øst er plantagen nærmest sammenhængende via en række andre skove med Silkeborgskovene.
Plantagen er anlagt 1877–1900 og efterhånden udvidet, og er iflg. Naturstyrelsen Danmarks største skovområde. Plantagen er et meget fladt landskab, hvilket var helt OK efter som det var første tur for min unghest, og der skulle ikke kræves alt for meget.
Tempoet var friskt men ikke for hurtigt og der blev holdt korte pauser, så der kunne blive spændt gjorde, skifte til regntøj og tid til tissepauser. Frokosten blev holdt ved den skjulte sø, og der blev tid til afslapning, snakke, madpak og hygge. Vejret var med os, og vi holdt vores frokost i næsten tørvejr. Turen gik videre og endnu en kort pause ved Letkøb hvor der blev købt is. – Skønt – her efter gik turen til udkigstornet hvor en modig heltinde var oppe at kigge. En kort pause og videre tilbage til samlingspunktet.

Turen blev på ca. 20 km redet i et godt tempo hvor der var plads skridt, tölt og trav. Tilbage ved trailerne blev der sadlet af, giv vand og foder, og endnu en mulighed for at få snakket med de andre ryttere. Glæder mig allerede til næste tur i Dollerup bakker.
Alt i alt en succes for Landi og jeg. Første landtur og bestemt ikke den sidste.
Tak til skovtursudvalget!
Trine