Kommende arrangementer, Kategori Turridning
08
Jun
2019
Heldagstur Mols Bjerge

08. juni 2019 09:30

Agri Bavnehøj Strandkærvej 5, 8400 Ebeltoft

Vi starter turen ved Øvre Strandkær, hvor der er trailerparkeringsplads, bomme og vand til hestene. Vi rider forbi Agri Bavnehøj, der med sine 137 m. er det højeste punkt i Mols Bjerge. På turen kommer vi gennem den centrale del af Mols Bjerge, hvor vi bl.a. kommer forbi Tinghulen, der er et 30-35 meter dybt kraterlignende hul. Tinghulen er et af de største ikke-vandfyldte dødishuller i Mols Bjerge. Her lå en stor isklump tilbage, dækket af sand og grus, da isen trak sig væk. Klumpen af dødis smeltede væk over flere tusinde år. Derved skabte isen dette fascinerende dødishul. Glæd jer til at se dette geologiske fænomen!

Vi passerer Trehøje (127 m.), der består af 3 bronzealderhøje, hvorfra der er en fantastisk udsigt til Marsk Stigs ø Hjelm, Jernhatten og Sjælland. Mols Bjerge er af mange årsager enestående. Efter et par timer holder vi frokostpause i ca. 1,5 time, hvor vi nyder vores medbragte mad- og drikkevarer. På turen medbringes frokost, grime og grimeskaft. Efter velfor­tjent frokost er der igen afgang og efter ca. 2 timers ridning er vi tilbage. Turen vil alt i alt være på godt 20 km og tilpasses i øvrigt efter hestenes og rytternes form.  

Tilmelding på Sporti.








25
Aug
2019
Heldagstur Katrinedal

25. august 2019 09:30

TBA

Heldagstur Katrinedal - nærmere info følger når vi kommer videre med planlægningen.








27
Sep
2019
Weekendtur til Klosterheden

27. september 2019 16:00 - 29. september 2019 17:00

Brødtrang Vilhelmsborgvej 171, 7620 Lemvig, Denmark

Vi gentager successen fra 2016 og arrangerer igen en weekendtur til et af Danmarks største skovområder, Klosterheden Plantage, som ligger i trekantsområdet mellem Lemvig, Struer og Holstebro. Landskabet er skabt af istidens smeltevand, så det er et temmelig fladt område.

Her er hede og smeltevandsdale foruden ældgamle ædelgraner og bøgeskov. Der er tale om et meget spændende naturområde, hvor de første bævere blev sat ud for flere år siden. I dag er der mere end 200 bævere i de vandløb, der løber gennem plantagen. Vi kommer forbi de steder, hvor de bygger dæmninger. Hvis vi er heldige, kan vi også se nogle af de mange dyrearter, fx krondyr. Endvidere kommer vi forbi en stor bronzealderhøj, flere gravhøje og en bunker fra krigens tid.

Der er anlagt mange ridestier, hvor der flere steder er små folde, bindebomme og vandingsmuligheder, så vi har gode forhold til at komme rundt i hele plantagen. 

Vi har lejet ”Brødtrang”, et rigtig velindrettet og rummeligt hus med alle faciliteter. Der er 8 tdr. land til rådighed, så der er god plads til sætte folde op, såvel fælles- som separatfolde.

Vi mødes fredag mellem kl. 18 og 20, hvor hestene sættes på fold og vi indkvarteres. Foldene vil være gjort klar senest kl. 18 og I sørger selv for aftensmad. Dagen sluttes af med fælles kaffe-/tebord, hvor der orienteres om programmet for resten af turen.

Efter fælles morgenmad lørdag morgen, hvor vi smører madpakker til turen, sadler vi op og pakker saddeltaskerne med mad & drikke, grimer & grimeskafter og andre fornødenheder. Afgang ca. kl. 9.30. Denne dag rider vi 20-25 km. I et tempo, der vil passe alle. Tilbage på ”Brødtrang” ved 15.30-tiden slapper vi af med kaffe/te, kage og hvad man nu måtte foretrække. Herefter gør vi klar til fælles aftenmad. 

Efter fælles morgenmad søndag sadler vi atter op med afgang kl. 10. Denne dag rider vi ca. 10-15 km, svarende til en ½-dagstur. Frokost spiser vi ude i naturen eller tilbage på ”Brødtrang”. Midt på eftermiddagen pakker vi sammen, tager foldene ned og endelig tager vi en tårevædet afsked og drager atter hjem. 

Når tilmeldingerne er i hus udsendes en informationsskrivelse, der indeholder alle relevante oplysninger om turen. Heri vil vi ligeledes opdele jer i de hold, der får ansvaret for de forskellige måltider.

En forudsætning for fællestransporten er, at der mindst melder sig 5. Fællestransporten har plads til max. 7 heste.

Hold øje med tilmeldingen på Sporti.








26
Okt
2019
Halvdagstur Gjern Bakker

26. oktober 2019 10:00

TBA

Årets sidste halvdagstur går til Gjern Bakker. Nærmere info følger.